Det forebyggende angstforløb varer ni uger og foregår på hold med ca. 12 deltagere og en eller to psykologer.
Holdet mødes én gang om ugen i løbet af de ni uger. Det varer hver gang tre timer. Det er vigtigt, at du har mulighed for at deltage i hele forløbet for at få et godt udbytte. Du har mulighed for at deltage i forløb på flere tidspunkter af dagen. Tilbuddet er gratis.
Metoden i forløbet er en kombination af kropslige øvelser, meditationer, mentale øvelser og dialog. Du har også mulighed for at få to individuelle samtaler med psykologen.
Krop, psyke og sociale relationer
Både krop, tanker, følelser og dit forhold til andre påvirker din livskvalitet. Hver uge arbejder vi derfor skiftevis med kroppen, psyken og dine sociale relationer. I forløbet præsenteres du for praktiske øvelser, som styrker din evne til at håndtere din dagligdag.
Angstforløbet uge for uge:
- Uge 1: Den grundlæggende metode
- Uge 2: Fokus på kroppen
- Uge 3: Fokus på psyken
- Uge 4: Fokus på sociale relationer
- Uge 5: Fokus på kroppen II
- Uge 6: Fokus på psyken II
- Uge 7: Fokus på sociale relationer II
- Uge 8: Det fokus, du ønsker
- Uge 9: Det fokus, du ønsker II