Du er her

Flere tilbud til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer

24.11.2016
Københavns Kommune har udvidet mulighederne for hjælp til børn og unge fra familier med rusmiddelproblemer. Og der er ingen ventetid.

Det gratis og anonyme rådgivningstilbud DeDrikkerDerhjemme er blevet udvidet, så det nu også omfatter børn og unge fra familier med andre rusmiddelproblemer end alkohol. Udvidelsen betyder desuden også, at aldersgrænsen nu går fra 0 og helt op til 25 år.

Hos DeDrikkerDerhjemme kan børn og unge få individuel rådgivning og blive del af samtalegrupper med jævnaldrende. DeDrikkerDerhjemmes børne- og familieterapeuter holder også samtaler med forældre og andet netværk og rådgiver og underviser professionelle.

Hjælp til småbørnsfamilier

Familieværkstedet er et helt nyt tilbud for småbørnsfamilier, der har oplevet problemer med rusmidler. Familieværkstedet tilbyder et 14-ugers gruppebaseret forløb for familier med børn fra 0 til 5 år. Gennem forløbet får familierne hjælp til dagligdagens udfordringer med særligt fokus på børnenes trivsel. Familieværkstedet består af to familiekonsulenter og en psykolog, og forløbet indeholder blandt andet individuelle samtaler med både børn og forældre, legeterapi og aktiviteter med andre familier.

Den langt større kapacitet betyder, at der i Københavns Kommune ikke er ventetid for børn og unge, der har forældre med rusmiddelproblemer.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.