Du er her

Tilbud til artrosepatienter er nu permanent

16.02.2017
Det populære tilbud til københavnere med artrosesmerter i hofte og knæ er nu blevet permanent.

Nationale og internationale kliniske retningslinjer anbefaler, at behandling af borgere med knæ- og hoftesmerter starter med patientuddannelse, træning og vægttab.  Disse anbefalinger er nu implementeret i Københavns Kommunes sundhedshuse på Nørrebro og Amager, hvor netop patientuddannelse, træning og vægttab er et tilbud til alle københavnere med artrose-smerter.  Tilbuddet er designet i samarbejde med det landsdækkende initiativ Godt Liv med Artrose i Danmark (GLAiD®).

Tilbuddet til københavnerne indeholder:

  • Patientuddannelse i form af undervisning om artrose. Undervisningen foregår som holdundervisning sammen med andre borgere med artrosesmerter
  • Et evidensbaseret neuromuskulært træningstilbud i sundhedshuset eller som hjemmetræning
  • Ernæringsindsats ved sundhedshusets diætister – hvis dette er et behov.

GLAiD nedsætter sygefraværet

Deltagerne i GLAiD registrerer deres patientdata i det nationale GLAiD-register. En gang årligt udkommer en rapport fra GLAiD registret. I den seneste rapport fra 2015 fremgår det blandt andet, at inden GLAiD havde 24,3 % af deltagerne været sygemeldt på grund af ledsmerter inden for det seneste år. 12 måneder efter havde kun 14,9 % været sygemeldt det seneste år på grund af ledsmerter.

Tilbuddet har forsøgsvis været tilbudt i 2015 og 2016 i Sundhedshus Nørrebro. Her har mere end 500 københavnere gennemført GLAiD-træningen.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.